Fernisering med Birgitte Lykke Madsen

Birgitte Lykke Madsen foran et af sine malerier

Tirsdag aften havde vi fernisering med Birgitte Lykke Madsens meget stemningsfulde malerier.

Der kom relativt mange, trods det at mange af vore medlemmer var til generalforsamling i kunstforeningen ugen før.

Som tidligere nævnt hedder udstillingen ”Vandrelyst”, og Birgitte Lykke Madsen fortalte, hvordan hun i coronatiden har gået ture rundt i landet med sin skitseblok og samlet inspiration til sine malerier, som hun så har malet i sit atelier derhjemme.

Hun arbejder udelukkende i olie uden brug af terpentin, og efterfølgende bliver billederne ferniseret, da det giver den smukkeste overflade. Hun fortalte endvidere om, hvordan hun oftest maler lærredet i en kontrastfarve til den farve, hun har planlagt at bruge, og derefter blot lader den underliggende farve skinne igennem. 

Udover sine landskabsbilleder maler hun ofte portrætter på bestilling, og hun fortalte om, hvordan hun griber opgaverne an.  Ja, vi fik faktisk et gedigent kunstforedrag ved ferniseringen.

Kunstforeningen købte to små malerier: "Kvinde med hvide ben" og "Dreng med bold".

Karen Margrethe


Birgitte Lykke Madsen: Kvinde med hvide ben


Birgitte Lykke Madsen: Dreng med bold og røde bukser

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Webmaster: fredenskunst (at) gmail.com