Udstilling 11. oktober - 25. november 2022.
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor Lone Stein vil åbne udstillingen og fortælle om sin kunst.
Jeg hedder Lone Stein Pedersen (f.1961).
Så lang tid tilbage jeg kan huske, har jeg været en kreativ sjæl. Fra tidlig ungdom var det lerets univers, som optog mig.
Hvem husker mon ikke hullamper? Dem lærte jeg at fremstille, da jeg blev undervist af hullampens moder Bodil Marie Nielsen i kunstskolen Spectra. Jeg brugte derefter min kreativitet i mit arbejdsliv sammen med børn.
Når tiden tillod det, blev jeg beriget med undervisning af dygtige lærere såsom Anne Krebs fra Odense tegne- og malerskole og keramiker Jeanette Gøttsch.
I 2018 trak jeg mig ud af arbejdsmarkedet for at hellige mig pottery på fuld tid. På min gamle sparkeskive i mit bryggers bruges mange timer for at beherske et håndværk, som kræver meget øvelse.
Ved siden af leret hygger jeg mig med modellering af mine små bronzefigurer, som er inspireret af mine mange croquis tegninger. Dem støber jeg på galleri Galschiøt.
Jeg håber, at I vil tage godt imod udstillingen og for en stund få et indblik i min kreative verden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar