Lone Stein Pedersen, keramiker og skulptør

Udstilling 11. oktober - 25. november 2022. 
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor Lone Stein vil åbne udstillingen og fortælle om sin kunst.


Lone Stein Pedersen, skulpturgruppe


Jeg hedder Lone Stein Pedersen (f.1961).


Så lang tid tilbage jeg kan huske, har jeg været en kreativ sjæl. Fra tidlig ungdom var det lerets univers, som optog mig.

Lone Stein Pedersen
Hvem husker mon ikke hullamper? Dem lærte jeg at fremstille, da jeg blev undervist af hullampens moder Bodil Marie Nielsen i kunstskolen Spectra. Jeg brugte derefter min kreativitet i mit arbejdsliv sammen med børn.


Når tiden tillod det, blev jeg beriget med undervisning af dygtige lærere såsom Anne Krebs fra Odense tegne- og malerskole og keramiker Jeanette Gøttsch. 

I 2018 trak jeg mig ud af arbejdsmarkedet for at hellige mig pottery på fuld tid. På min gamle sparkeskive i mit bryggers bruges mange timer for at beherske et håndværk, som kræver meget øvelse.


Ved siden af leret hygger jeg mig med modellering af mine små bronzefigurer, som er inspireret af mine mange croquis tegninger. Dem støber jeg på galleri Galschiøt.


Jeg håber, at I vil tage godt imod udstillingen og for en stund få et indblik i min kreative verden. 

Lone Stein Pedersen, krukke

Fernisering 30. august med Solveig Moa

Solveig Moa ved maleriet 'Vanitas'
Solveig Moa ved maleriet 'Vanitas', som foreningen købte

Solveig Moa taler

Vi startede efterårssæsonen med en rigtig fin fernisering af Solveig Moas flotte malerier.
 
Mange havde trodset den fine sensommeraften og fundet vej til sognehuset, hvor der efter Solveigs spændende oplæg var en dejlig stemning af spørgelystne og købelystne deltagere.

Dejligt overraskede blev vi, da organist Claus Wilson med sit kor Cantilena sang en smuk efterårssang for os.


Claus Wilson og Cantilena Koret
Claus Wilson og Cantilena Koret

Foreningen købte to malerier fra udstillingen: "Vanitas" (øverst) og "Der var mange typer", det øverste af de to små malerier vist nedenfor.

Kan varmt anbefale at tage en tur i sognehuset og se udstillingen, som slutter den 7. oktober.

Kirsten Kræmer

Solveig Moa ved to små malerier
Solveig Moa ved to små malerier, øverst "Der var mange typer", som foreningen købte

Solveig Moa, billedkunstner

Udstilling 30. august til 7. oktober 2022.
Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstneren vil åbne udstillingen og fortælle om sin kunst.


Solveig Moa: maleri med tre mennesker

Solveig Moa (f. 1961)
  • Uddannelse: Det fynske Kunstakademi 1985-90, malerlinjen.
  • Legater: Tildelt Anne Lise Fussings rejselegat 2001, 3F's Medie- og Kulturfond 2010, Nordea Fonden 2010
  • Kunstkonsulent ved Fyns Amt 2001-2006
  • Underviser på Langelands Kunsthøjskole og Svendborg Kunstskole 1994-2004
  • Medlem af BKF - Billedkunstnernes Forbund
  • Solgt til Middelfart Kunstfond, Øhavsmuseet Langeland, Fiskeriets Hus i Bagenkop

Udstilling i Fredens Sogns Kunstforening 2022


Solveig Moa
Antydning og hentydning og med små referencer til kunsthistorien. Det kontrollerede kontra det ukontrollerede i både maleteknik og motivvalg: sådan ser menneskelivet ud i et flygtigt øjeblik gennem den linse, mit øje ser verden.

Og jeg tilstræber at holde motivet så åbent, så beskueren selv kan digte videre og måske nikke genkendende til de arketyper, som bliver en del af mit billedunivers –
her tæt på vandkanten, hvor jeg er bosiddende og tæt på de fire elementer, jord, vand ild og luft.

Ann-Vibeke Munter, fernisering 24. maj

Ann-Vibeke Munter ved 'Mellem linjerne'
Ann-Vibeke Munter ved 'Mellem linjerne'

Tirsdag 24. Maj afholdt kunstforeningen en fernisering ved Ann-Vibeke Munter.


Ca. 20 fremmødte gæster fik en en god og interessant time, hvor Ann-Vibeke fortalte dels om sin kunst, dels om sin kunstneriske udvikling og ad hvilke veje hun er nået frem til at blive en etableret kunstner. Hendes billeder symboliserer følelser og stemninger fra hendes hverdag og de skiftende vilkår, man som menneske oplever livet igennem. Hun arbejder i akryl på lærred.

Det stod ikke i kortene, at hun skulle blive kunstner – vejen dertil gik bl.a. over et ufuldendt studie i samfundsvidenskab og en uddannelse som kok.

Sidstnævnte førte til en ansættelse på det dengang nye H.C. Andersen hotel i Odense. Her fik man øje på Ann-Vibekes kunstneriske evner – hvilket førte til at hun med sine billeder fik lov at udsmykke reception og restaurantlokaler.

Afsluttende var der god spørgelyst fra de fremmødte. 
Kunstforeningen købte et maleri, ”Mellem Linjerne” (nr. 15 i aktuelle udstilling).

Bodil Gade Ravn 

Der kigges og samtales
Der kigges og samtales

Ann-Vibeke Munter, billedkunstner

Udstilling 24. maj til 26. juni 2022. 

Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstneren vil åbne udstillingen og fortælle om sin kunst.


Ann-Vibeke Munter, maleri

Ann-Vibeke Munter skriver :


Jeg startede med at arbejde med billedkunsten i 1989. Som erhverv i 1993. Arbejdsområde: akryl på lærred.

Mine malerier er sit eget univers. Budskabet i mine malerier er hovedsagelig glæde, men også livet på godt og ondt.

Du finder ofte historier i mine malerier, historier fra fortiden, nutiden, fremtiden, mine historier, dine historier.

Det er mig en stor glæde når jeg oplever at jeg har forstået at formidle mit budskab videre til andre.

Jeg har udstillet utallige steder i de 25 år jeg har arbejdet som billedkunstner. Jeg har været initiativtager til mange forskellige kunstaktiviteter, kunstpolitik, kunstmesser, kunst for børn, teaterkulisser, receptkuverter, kunstnervin, kunstforeninger og foredrag.

Jeg har kunder mange steder i verden bl.a. Frankrig, Mexico, Finland og ikke mindst Danmark.
Jeg er meget taknemmelig over at jeg får lov at male hver dag, takket være de mange mennesker der værdsætter det jeg laver.

  • Medlem af Maison des Artistes, Paris, 2004 – 2011
  • Indehaver af Galleri Munter på Fyn 1993-2007
  • Indehaver af Galleri Lolland 2013-2021
  • Receptkuverter ved Kerteminde apotek, 2002.
  • Årets Kunstner hos vinhandlerkæden, Vinstokken, 1998.
  • Nov-dec. 2014 på kunstskole hos kunstner Hans Christian Rylander på Bogø.

Ann-Vibeke Munter
www.facebook.com/annvibekemunter


Fernisering 19-4-2022 - 2 x Møller

Magnus og Arne Møller foran væggen med collage og grafik
Magnus og Arne Møller foran væggen med collage og grafik

Tirsdag den 19. april 2022 havde vi en velbesøgt fernisering med Arne Møllers grafik samt Magnus Møllers collage-art og nogle værker i oliekridt.

Arne Møller berettede om hvorledes han med udgangspunkt i gamle traditionelle gruppebilleder ændrer opstillinger og indsætter nye elementer, hvormed der skabes en ny fortælling, som derefter overlades til beskuerens undren og egen fortolkning. Undervejs fortalte han også om hvordan han teknisk skaber sin grafik ved hjælp af simple værktøjer.

Magnus Møller fortalte kort om sine collager og arbejdet med at finde egnede elementer, der indgår i en ny sammenhæng, hvorved der opstår et helt nyt billede og en ny fortælling. I lighed med Arne Møller er det i høj grad op til beskueren selv at finde fortællingen og fortolke det færdigkomponerede billede.

Begge kunstnere er drevet af nysgerrighed, leg og arbejdet med farvesætning. Deres færdige arbejder rummer en fortællelyst, som udfordrer og overrasker beskueren når denne går på opdagelse i billederne.

Kunstforeningen købte en af Magnus Møllers collager og to af Arne Møllers grafiske tryk.

Steen B. Frantzen

Magnus Møller med collager
Magnus Møller med collager

2 x Møller

Arne Møller & Magnus Møller
Udstilling i sognehuset 19. april - 24. maj 2022. Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20 hvor kunstnerne vil være til stede og fortælle om deres arbejder.


Magnus Møller, collage
Magnus Møller, collage

Arne Møller og Magnus Møller har boet i Odense i en menneskealder og er vilde med at snitte i linoleum, klippe i gamle bøger, lime collager, male og tegne billeder.

Magnus Møller arbejder med collage-art på den klassiske måde. En tidskrævende proces, hvor der skal findes motiver og klippes ud med en saks for derefter at arrangere det i en ny billedverden, man kan gå på opdagelse i. Det giver nogle fantastisk stemningsfulde collager, der sprudler af fortællelyst og som overrasker beskueren.

I 2016 fik Magnus 1. præmie i Den Censurerede Kunstudstilling til H.C. Andersen Festivals, og året efter blev det til en 2. præmie.

Arne Møller laver malerier og linoleumssnit. Malerierne skildrer personer i et fantasiunivers. Hvem er de? Hvor er de på vej hen? I de trykte billeder kan man som beskuer opleve det traditionsrige gruppebillede på en ny måde, hvor arbejdet med farver også er en vigtig del af udtrykket. 
Arne er uddannet på Det fynske Kunstakademi.

Arne Møller, linoleumssnit
Arne Møller, linoleumssnit



Fernisering med Birgitte Lykke Madsen

Birgitte Lykke Madsen foran et af sine malerier

Tirsdag aften havde vi fernisering med Birgitte Lykke Madsens meget stemningsfulde malerier.

Der kom relativt mange, trods det at mange af vore medlemmer var til generalforsamling i kunstforeningen ugen før.

Som tidligere nævnt hedder udstillingen ”Vandrelyst”, og Birgitte Lykke Madsen fortalte, hvordan hun i coronatiden har gået ture rundt i landet med sin skitseblok og samlet inspiration til sine malerier, som hun så har malet i sit atelier derhjemme.

Hun arbejder udelukkende i olie uden brug af terpentin, og efterfølgende bliver billederne ferniseret, da det giver den smukkeste overflade. Hun fortalte endvidere om, hvordan hun oftest maler lærredet i en kontrastfarve til den farve, hun har planlagt at bruge, og derefter blot lader den underliggende farve skinne igennem. 

Udover sine landskabsbilleder maler hun ofte portrætter på bestilling, og hun fortalte om, hvordan hun griber opgaverne an.  Ja, vi fik faktisk et gedigent kunstforedrag ved ferniseringen.

Kunstforeningen købte to små malerier: "Kvinde med hvide ben" og "Dreng med bold".

Karen Margrethe


Birgitte Lykke Madsen: Kvinde med hvide ben


Birgitte Lykke Madsen: Dreng med bold og røde bukser

Birgitte Lykke Madsen, billedkunstner

Udstillingen "Vandrelyst" 8. marts - 7. april 2022. 

Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstneren vil åbne udstillingen og fortælle om sin kunst.


Birgitte Lykke Madsen, Tåsinge, hed dag, 2020
Birgitte Lykke Madsen, Tåsinge, hed dag, 2020


Birgitte Lykke Madsen fortæller: 
Jeg er uddannet fra Det fynske Kunstakademis malerlinje, 1981-86, siden suppleret med en multimediedesignuddannelse fra Odense Tekniske Skole.
 
Min udstilling har temaet VANDRELYST - 
Birgitte Lykke Madsen
da vandringen sætter sine mentale spor i mennesker og giver plads til reflektioner om livet. 

Serien af malerier startede jeg op i foråret 2020, da Danmark lukkede ned, og jeg snørede vandrestøvlerne og tog tegneblokken med ud i naturen. 

Malerierne afspejler derfor mit forhold til naturen fra Tisvilde til Fanø, fra Skagen til Tåsinge. 

Jeg har lavet et lille katalog der i ord og billeder beskriver projektet. 

Her er et link til kataloget: 

Birgitte Lykke Madsen, Svinø
Birgitte Lykke Madsen, Svinø II



www.lykkemadsen.dk

Referat fra generalforsamlingen 2022

Mødedirigent Hans Toksvig og bestyrelsesmedlemmer Karen Margrethe og Kirsten
Mødedirigent Hans Toksvig og bestyrelsesmedlemmer Karen Margrethe Madsen og Kirsten Kræmer.
På væggen tre litografier af Maja Lisa Engelhardt, som var blandt de udloddede værker.


Hans Toksvig varetog ordstyrerhvervet på bedste vis. 

Der blev orienteret om de tre udstillinger, vi har haft, om vores øvrige indkøb af kunst og om de kommende udstillinger i foråret: 

Birgitte Lykke Madsen den 8. marts 2022

Arne og Magnus Møller (far og søn) den 19. april 2022

Ann-Vibeke Munter den 24. maj 2022

Maja Lisa Engelhardt har lovet at afholde et foredrag om kunst, når corona-restriktionerne er ovre, men pga. stor travlhed kan det først blive afviklet sidst på året.

Da Jørgen G. .Jørgensen er trådt ud af menighedsrådet, har vi fået Christian R. Larsen som ny kontaktperson. 



Kirsten Kræmer, Leif Vilhelmsen og Karen Margrethe Madsen var ikke på valg. Lone Busch og Bodil Gade Ravn blev genvalgt og ligeså Steen Frantzen som suppleant.



Revisor Jan Ulrik ønskede ikke genvalg, men i stedet blev Peer Erlandsen valgt, og revisorsuppleant Gunhild Varming blev genvalgt.

 

Kunstforeningens medlemstal er på 62, hvilket er det samme som året før.

Under eventuelt var der en del debat om, hvordan vi kan få øget vores medlemstal. Nogen synes, at vi trænger til en mere spændende Facebook-profil, med lidt øget ”trafik” på siden. Et andet forslag gik på at afholde børneferniseringer f.eks med Menighedsbørnehaven.

Der blev gjort rede for tidligere tiltag, f.eks deltagelse i Open by Night, fællessang på havnen og andre steder, hvor vi har prøvet at gøre os synlige, men ikke med det store udbytte. Det er stadig mund til mund-metoden, der har vist sig mest effektiv, men bestyrelsen tager bestemt gerne imod forslag og ideer og vil gerne inddrage andre i at føre dem ud i livet.


Karen Margrethe

Jan Ulrik med lodtrækningshatten, bagerst Leif Vilhelmsen
Den afgående revisor Jan Ulrik varetog fortsat hvervet som bestyrer af den høje lodtrækningshat.
I baggrunden bestyrelsesmedlem Leif Vilhelmsen.




Generalforsamling mandag den 28. februar 2022

Generalforsamling 2022

Fredens Sogns Kunstforening afholder generalforsamling mandag den 28. februar kl. 19.00 i Sognehuset, Skibhusvej 162, Odense C.

Antallet af lodder, hvert enkelt medlem har, vil blive oplyst ved ankomsten til generalforsamlingen. Ved fravær kan kassereren give oplysning om antallet af lodder.

Medlemmerne deltager i lodtrækningen, hvis de er til stede ved generalforsamlingen, eller hvis de inden generalforsamlingen har afleveret en skriftlig fuldmagt til kunstforeningens bestyrelse eller i kirkekontoret.

De indkøbte kunstværker til bortlodning kan frem til generalforsamlingen ses i sognehuset mandag til fredag kl. 9-13:30.

En liste over de indkøbte værker kan også ses her.

Med venlig hilsen
Kunstforeningens bestyrelse

Fernisering med Kamilla Herskind 22.11.2021

Kamilla Herskind foran et af sine træsnit
Kamilla Herskind foran et af sine træsnit

Kamilla Herskind holdt et meget spændende oplæg til sin udstilling i sognehuset.

Kamilla Herskind arbejder med både oliemaling, kridt og træsnit. Hun er egentlig uddannet som skrædder, men har siden gennem en selvvalgt kunstnerisk løbebane ladet sig inspirere af forskellige kunstnere som Anne Krebs, Palle Rico Hjort, Søren Søndergaard og John Olsen.

Hun arbejder nu i et atelier i Rudkøbing, men har før det haft til huse i en campingvogn, som også rummede hendes arbejdsplads.

Der var stor spørgelyst fra deltagerne, og flere viste interesse for at købe hendes værker.

Kunstforeningen købte tre træsnit og en tegning.

Gæster ved ferniseringen 22.11.2021
Gæster ved ferniseringen 22.11.2021

Kamilla Herskind, billedkunstner

Udstilling i sognehuset 22. november til 22. december 2021. Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor Kamilla Herskind vil åbne udstillingen og fortælle om sin kunst.

Kamilla Herskind, to mennesker


Kamilla Herskind, billedkunstner og beklædningshåndværker, født 1991.
”Jeg vil skabe noget smukt, før jeg dør” 

Kamilla Herskind vender tilbage til eksistensen i sit maleri. Med en forfinet og raffineret farveholdning bevæger Kamilla Herskind sig søgende igennem motivrækker fundet i natur, mennesker og stille liv. Hun ændrer vores fokus, vores blik. Hendes omdrejningspunkt er eksistensen og ved sin ukuelige bestræbelse på at skabe noget smukt, skabes en mening med tilværelsen, som videregives til beskueren.

Kamilla Herskind er i bevægelse, konstant udvikling, øjnene kniber sig sammen, søger nuancer, kontraster, lys, skygge, liv. Denne bevægelse og udvikling er ikke kun en naturlig udvikling i hendes praksis, det er som en spejling af hele den bevægelse, som grundlæggende for liv.

Udstillingen i Fredens Sogns Kunstforening er et møde mellem forskellige motivrækker fra Kamilla Herskinds univers, fælles for dem er en insisterende søgen efter essens.

Fernisering med Helle Rask Crawford

Helle Rask Crawford med katteskulptur


Vi havde i aftes fornøjelsen af at kunne åbne en meget spændende udstilling af billedhugger Helle Rask Crawford. Det var et godt og veloplagt publikum, som kunne opleve Helles fine fabulerende, dynamiske, sensuelle og humoristiske bronzeskulpturer. Helle anses som en af de allerbedste skulptører i dagens Danmark. 

Vi vil opfordre til, at I tager op og ser udstillingen, og her skal specielt fremhæves den flotte serie på 12 værker, som illustrerer forskellige personer i de 15 minutter i venteværelset efter coronastikket.

Vi glæder os til at se jer igen til næste fernisering den 22. november!

Herunder ses de to bronzeskulpturer, som foreningen har indkøbt: "Ancient Evenings" (Nefertiti og kattegudinden Bastet) og "LilleBitte Torso".

Helle Rask Crawford: Ancient Evenings

Helle Rask Crawford: Swinging Torso


Helle Rask Crawford, skulptør

Udstilling 12. oktober til 19. november 2021. Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstneren vil være til stede og fortælle om sin kunst.


Helle Rask Crawford: Harmony. Bronzeskulptur
Helle Rask Crawford: Harmony. Bronzeskulptur


Helle Rask Crawford
Helle Rask Crawford

Uddannelse:
Skulptur v/ Keld Moseholm og Tove Elmquist Nielsen.

Croquis, tegning og akvarel v/ Ulrik Hoff og Troll Bille
samt flere kurser i ind- og udland.

Talrige nationale og internationale censurerede udstillinger.

Sys Hasforth fernisering 31-8-2021

Sys Hasforth foran maleri med isbjerge
Sys Hasforth foran maleri med isbjerge


Så kom der omsider gang i vores gode kunstforening med sæsonens første fernisering. 
Det var en fornøjelse at kunne åbne den nye spændende udstilling med billedkunstner Sys Hasforth, som er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi.

Sognesalen prydes nu af billeder inspireret af de nordiske lande, mens mellemgangen lyses op af de farverige portrætter. 

Fremmødet var lidt begrænset - vi tolker det sådan, at den lune sensommeraften var for hård en konkurrent!

Vi opfordrer medlemmerne til at tage tage op se på kunstværkerne og glæder os til at se jer til den næste fernisering den 12. oktober kl. 19, hvor Helle Rask Crawford udstiller bronzefigurer. 
 
En lille forsamling


Sys Hasforth, billedkunstner

Udstilling 31. august - 8. oktober 2021. Fernisering på åbningsdagen kl. 19-20, hvor kunstneren vil være til stede og fortælle om sine arbejder.


Sys Hasforth: Isbjørn




Sys Hasforth
Sys Hasforth Korshøj:

Jeg er uddannet fra Det Fynske Kunst Akademi og har arbejdet med kunst i mange år. Jeg har været med på flere censurerede udstillinger og er medlem af BKF. 

Jeg er inspireret af de nordiske lande, arktiske landskaber med deres særegne farver og store vidder. Mennesker, portrætter har altid interesseret mig, hvem er de? Deres følelser? Et ekspressionistisk udtryk.

Referat fra generalforsamlingen den 1. juni 2021

Et kig ud over forsamlingen
Et kig ud over medlemsforsamlingen

Dirigenten og en del af bestyrelsen
Og fra den anden side af bordet: Dirigent Hans Toksvig og en del af bestyrelsen  


Hans Toksvig styrede som sædvanligt generalforsamlingen.

Der blev orienteret om de to udstillinger, vi har haft og om vores særlige udstilling med Maja Lisa Engelhardt i forbindelse med afsløringen af bronzerelieffet i anledning af kirkens 100 års jubilæum. Der blev nævnt at MLE udover en del bog-donationer til amerikansk lotteri har lovet at afholde et foredrag om kunst, når corona-restriktionerne er ovre.

Efterårets ferniseringer blev omtalt, så man kan skrive datoerne i kalenderen allerede nu:
Sys Hasforth den 31/8 2021
Helle Rask Crawford den 12/10 2021
Kamilla Herskind den 22/11 2021
Og i det nye år bliver det Ann-Vibeke Munter.

Bestyrelsen havde fremsat et forslag til vedtægtsændring, således at vedtægterne bliver bragt i overensstemmelse med de faktiske forhold vedrørende bestyrelsens sammensætning:
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen. Menighedsrådet udpeger et medlem, som vil være kontaktperson for kunstforeningens bestyrelse.

De sidste par år har menighedsrådsformand Jørgen G. Jørgensen været medlem af kunstforeningen og vores kontaktperson, og det har fungeret fint. Han vil gerne fortsætte.

Vedtægtsændringen blev vedtaget.

Kirsten K og Karen Margrethe modtog genvalg, Lone, Leif og Bodil fortsætter, mens Berit ikke ønskede genvalg. På vores opfordring stillede Steen Frantzen op som suppleant og blev valgt. Tak til Berit.

Revisor Jan Ulrik og revisorsuppleant Gunhild Varming blev genvalgt.

Kunstforeningens medlemstal er på 62, hvilket er næsten det samme som året før.
Kaffen og kagen blev portionsanrettet af hensyn til corona!

Karen Margrethe


Kageanretningen
Kageanretningen


Revisor Jan Ulrik med hatten, der indeholder lodderne
Revisor Jan Ulrik med hatten, der indeholder lodderne

Indbydelse til generalforsamling 1. juni 2021

Generalforsamling 2021

Fredens Sogns Kunstforening afholder generalforsamling tirsdag den 1. Juni 2021 kl. 19.00 i Sognehuset, Skibhusvej 162, Odense C.

Antallet af lodder, hvert enkelt medlem har, vil blive oplyst ved ankomsten til generalforsamlingen. Ved fravær kan kassereren give oplysning om antallet af lodder.

Medlemmerne deltager i lodtrækningen, hvis de er tilstede ved generalforsamlingen, eller hvis de inden generalforsamlingen har afleveret en skriftlig fuldmagt til kunstforeningens bestyrelse eller i kirkekontoret.

De indkøbte kunstværker til bortlodning ophænges den. 17. maj og kan frem til generalforsamlingen ses i sognehuset mandag til fredag kl. 9-13:30, torsdage i ulige uger tillige kl. 16-17.

En liste over de indkøbte værker kan også ses her.

Med venlig hilsen
Kunstforeningens bestyrelse

Ny dato for generalforsamling

Vores årlige generalforsamling med bortlodning af værker er rykket til tirsdag den 1. juni kl. 19.  Invitation følger, men sæt allerede nu et kryds i kalenderen.

Vores første udstilling bliver med billedkunstner Sys Hasforth med fernisering den 31. august kl. 19. Dernæst udstiller skulptør Helle Rask Crawford med bronzefigurer, fernisering den 12. oktober kl. 19, og sidst på året bliver det billedkunstner Kamilla Herskind med fernisering
den 22. november kl. 19

Vi i bestyrelsen glæder os rigtig meget til at komme i gang igen og glæder os til at se jer alle.
Webmaster: fredenskunst (at) gmail.com